Mand drak vin og kørte ældre kvinde ihjel - promille 1,70
En dommer i Randers har tirsdag besluttet, at en 53-årig mand skal varetægtsfængsles i foreløbig fire uger.
En 53-årig mand havde drukket en del vin gennem mange timer, inden han mandag formiddag satte sig ud i sin bil. Det fik tragiske konsekvenser.
På Udbyhøjvej i Øster Tørslev ved Randers påkørte han en 78-årig kvinde med rollator, da hun krydsede vejen. Det kostede hende livet.
Tirsdag blev manden fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Specialanklager Jesper Rubow fra Østjyllands Politi oplyser, at manden erkendte de faktiske omstændigheder, altså at det var ham, der påkørte kvinden.
- Han forklarede, at han havde drukket vin om formiddagen. Han forklarede også, at han havde drukket vin i løbet af søndag og natten til mandag, fortæller Jesper Rubow.
Mandens promille blev ifølge specialanklageren umiddelbart efter ulykken målt til 1,70. Grænsen for spirituskørsel er 0,50.
Manden nægter sig imidlertid skyldig i, at der skulle være tale om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, som er den bestemmelse, han er sigtet for.
Og da dommeren valgte at følge Jesper Rubows begæring om varetægtsfængsling, var svaret da også fra manden at kære til Vestre Landsret.
Det betyder, at tre landsdommere skal vurdere, om de er enige i byrettens kendelse.
Dommeren i Randers vurderede, at hensynet til retshåndhævelsen taler for, at manden skal varetægtsfængsles.
Det betyder med andre ord, at der er så tungtvejende beviser for mandens skyld i den rejste sigtelse, at det vil krænke den almindelige retsfølelse, hvis han får lov at være på fri fod.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie