Mand eftersøges for angreb med skruetrækker ved diskotek

Politiet beder om hjælp fra offentligheden til at finde en 25-årig mand efter slagsmål i Skive tidligt søndag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et overfald udført med en skruetrækker foran diskotek Manhattan i Skive tidligt søndag morgen var et forsøg på manddrab.

Det vurderer politiet, som mandag offentligt efterlyser en 25-årig mand med polsk statsborgerskab.

Kort efter episoden på Thinggade slap den 25-årige væk, da to grupper var kommet op at slås.

To personer blev bragt til behandling på Viborg Sygehus, og begge var uden for livsfare, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi søndag. Det ene offer, en mand på 32 år, var blevet stukket flere gange.

Mandag eftermiddag beder politiet om hjælp fra borgere, der kender til den eftersøgte.

Han har kort eller karseklippet lyst hår og er cirka 180-190 centimeter høj.

Søndag morgen var han iført en sort kasket, en mørk jakke med rødt for ved hætten, jeans, hvide sokker og sorte sko af mærket Nike.