Mand er død i livsfarlig gyllebrønd

En 36-årig hollænder er død efter at være kravlet ned i en brønd til en gylletank uden ilt. Hans 40-årige bror advarede ham inden, men manden kravlede alligevel derned.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ulykken skete på stort landbrug i Nordjylland, oplyser Nordjyllands Politi.

- Klokken 14.49 får vi via 112 meldingen om, at en mand sidder fast i en gyllekanal, siger vagtchefen hos politiet.

- Det er en tragisk ulykke, tilføjer vagtchefen.

Den 36-åriges bror forsøgte at redde ham, men det lykkedes ikke.

Broren, der er 40 år, er blevet kørt til sygehuset, men er uden for livsfare.

Manden var kravlet ned i en brønd ved siden af gylletanken, hvor der er en pumpe.

- Det er formentlig der, gyllen løber igennem og bliver pumpet op i gylletanken. Den er fire meter dyb og i bunden af den sidder en pumpe, siger vagtchef Åge Pedersen.

Men da pumpen er i stykker, forsøger den 36-årige at reparere den.

- Man tømmer denne her brønd, så vandspejlet er en meter over bunden og får blotlagt pumpen, og det er så her, han går ned for at reparere pumpen. Der nede mister han bevidstheden, for der er helt ilttomt, siger vagtchefen.

Forinden ulykken havde de to brødre og deres kolleger diskuteret netop faren ved at kravle ned i den iltfattige brønd.

- De vidste godt, at det kunne være farligt. De havde stået og diskuteret det og blev enige om, at det var for farligt. Men da den 40-årige vender ryggen til, smutter han derned alligevel, siger Åge Pedersen.

Arbejdstilsynet er blevet kaldt ud til ulykken og har nu overtaget sagen. Forløbet vil blive afdækket gennem Arbejdstilsynets undersøgelse.

/ritzau/