Mand er sigtet for drab efter fund af død person på hotel
Politiet er til stede på Hotel Scandic Sydhavnen i København tirsdag morgen, efter af en person natten til tirsdag blev fundet død på hotellet.
Steven Knap/Ritzau Scanpix
Natten til tirsdag har en mand henvendt sig til politiet om et drab. Han er nu anholdt og sigtet i sagen.
En person er natten til tirsdag fundet død på et hotel i Sydhavnen.
Det skriver Københavns Politi på det sociale medie X.
Politiet oplyser samtidig, at en mand er anholdt og sigtet for drab i sagen.
Det skete, efter at manden selv henvendte sig til politiet.
- Klokken 02.51 henvendte en person sig til politiet og oplyste, at han havde slået en ihjel på et hotel i Sydhavnen, lyder det i politiets opslag.
Hverken alder eller køn på den dræbte fremgår.
Ifølge TV 2 er den sigtede mand 33 år og dansk. Mediet skriver også, at det drejer sig om Hotel Scandic i Sydhavnen.
De nærmere omstændigheder i sagen står endnu ikke klart.
- Vi tager sagen meget alvorligt og efterforsker den, siger vagtchef Jonathan Wald, der afviser at give flere oplysninger i sagen.
Det vides endnu ikke, hvornår den sigtede skal fremstilles i grundlovsforhør.
Sydhavnen er et kvarter i København. Det ligger syd for Valby og fører med Sjællandsbroen videre til Amager.
Politiet vil være på stedet nogle timer endnu, siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Hviid Simonsen til TV 2 kort efter klokken 07.00 tirsdag morgen.
- Nogle af de øvrige gæster skal vi tale med, og så prøver vi at spærre af, så de kan være så upåvirkede som muligt, siger han.
Ingen af dem skal flytte værelser, lyder det. Der er krisehjælp på hotellet.
Scandics kommunikations- og marketingchef Christine Jensen henviser til politiet for yderligere oplysninger.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker