Mand fængsles for racistisk overfald på Djursland
Der lå ifølge politiet et racistisk motiv bag, da to mænd blev overfaldet 21. juli i Mørke på Djursland. (Arkivfoto) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
To mænd blev overfaldet med knojern i deres hjem. Forinden var det ene offer blevet udspurgt om sin tro.
En 34-årig mand sigtes for at have begået et groft, racistisk motiveret overfald på to mænd i Mørke på Djursland tidligere på sommeren.
Han er torsdag blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger ved et grundlovsforhør i Retten i Randers. Han nægter sig skyldig.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Overfaldet blev begået den 21. juli. Den sigtede var ifølge politiet ikke alene om det, men var i ledtog med en medgerningsmand.
Af sigtelsen fremgår, at de to personer mødte en 35-årig fremmed mand på en parkeringsplads i Mørke. Her stillede de manden en række spørgsmål og udfrittede ham blandt andet om hans religion.
Da han tog hjem, fulgte de to gerningsmænd efter ham og sparkede døren ind til hans bolig. Her overfaldt de den 35-årige samt hans tre år ældre ven, som boede i et værelse på samme adresse.
Ofrene blev blandt andet slået med en knojern og en tung genstand.
Politiet har ikke fundet den anden gerningsmand endnu, fortæller politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi.
- Vores foreløbige efterforskning peger på, at overfaldet er racistisk motiveret, og at de forurettede og gerningsmændene ikke kendte hinanden.
- Det er et meget groft overfald, og vi er i fuld gang med efterforskningen af sagen, siger Michael Kjeldgaard i en pressemeddelelse.
Det er en skærpende omstændighed, hvis motivet for et overfald er offerets etniske baggrund eller religion.
Foruden overfaldet sigtes den 34-årige for at have truet en kvinde, som overværede hændelsen.
Han tog forbehold for at kære kendelsen om fængslingen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned