Mand fængsles i sag om fremme af ekstremistisk terrorvirksomhed

Retten i Glostrup har besluttet at fængsle en 29-årig mand frem til 6. januar i en sag om fremme af terrorvirksomhed. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En 29-årig mand er sigtet for at dele og muliggøre deling af højreekstremistisk propaganda.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 29-årig mand fra Ishøj er blevet fængslet indtil 6. januar i en sag om fremme af en terrorsammenslutning på den krypterede beskedtjeneste Telegram.

Det har Retten i Glostrup besluttet tirsdag eftermiddag efter et grundlovsforhør. Fængslingen er blandt andet sket af hensyn til sagens videre efterforskning.

Manden har modtaget kendelsen.

Han er sigtet for fra i alt 13 profiler, grupper og kanaler på Telegram at dele og muliggøre deling af højreekstremistisk propaganda. Det drejer sig om mere end 1000 tilfælde, fremgår det af sigtelsen.

Det er terrorsammenslutningen Terrorgram, som den 29-årig er sigtet for at have fremmet.

Terrorgram er en sammenslutning af kanaler på Telegram og fungerer som en kommunikationsplatform for højreekstremistiske organisationer som Atomwaffen Division og The Base.

Den 29-årige er sigtet efter straffelovens paragraf 114 e. Paragraffen drejer sig om fremme af virksomheden for personer eller grupper, der har til hensigt at begå terror.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, kan offentligheden ikke få indsigt i sagens beviser eller den sigtedes eventuelle forklaring.

Det var anklager Bo Bjerregaard, der begærede lukkede døre.

Han henviste blandt andet til, at det er vigtigt for den videre efterforskning af sagen, at andre medlemmer af netværket Terrorgram ikke får adgang til sagens beviser.

Manden er sigtet for ni forhold. Han nægter sig skyldig i dem alle.

Et forholdene handler om en lydfil, som manden skal have delt på sin kanal på Telegram.

Her skal den 29-årige ifølge sigtelsen have opfordret modtagerne af budskabet til ikke at blive slået ihjel, men i stedet se ud som en person, der kan dræbe.

- De her mennesker skal fucking frygte dig, lyder det ifølge sigtelsen i lydfilen.

Manden blev anholdt 9. december klokken 22.21 efter en længere efterforskning gennemført af Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Ifølge sigtelsen har han administreret og muliggjort deling af ekstremistisk propaganda fra 14. juli sidste år og indtil sin anholdelse.

Den sigtede er også mistænkt for at have videredelt højreekstremistiske personers budskaber.

På Telegram skal han blandt andet have delt et brev af Brandon Russel, der er leder af den nynazistiske gruppe Atomwaffen Division.

Den 29-årige skal også have delt og indtalt et manifest med navnet "Arda K Manifesto Audiobook". Her skal han også have indtalt egne kommentarer til manifestet.

Arda K er en ung tyrkisk mand, der i august stak fem personer ved en moské. Han har angiveligt sagt, at han er tilhænger af nynazisme og sympatiserer med Ku Klux Klanen.

/ritzau/