Mand fængslet efter trafikdrab i Assentoft

En 41-årig mand er ved Retten i Randers blevet varetægtsfængslet i fire uger frem til den 22. april. Han var onsdag impliceret i to færdselsuheld og er sigtet for uagtsomt manddrab og for at have kørt bil, selv om han var påvirket af narkotika eller medicin.

Det oplyser politikommissær Morgens Brøndum, Østjyllands Politi.

Politiet søger vidner til det første færdselsuheld, som manden var skyld i på Ebeltoftvej i Tåstrup i Rønde.

Det drejer sig især om føreren af en modkørende lastbil, der har set den 41-årige mand foretage en hasarderet overhaling og efterfølgende påkørsel af en anden bil. Politiet håber, at lastbilchaufføren kan fortælle, hvor hurtigt manden kørte i sin blå Mitsubishi.

Den mand, hvis bil blev påkørt, har forklaret, at han efter påkørslen kørte efter Mitsubishien for at få føreren til at standse. Ved et kryds lykkedes det at rive bildøren op og få manden til at fremvise sit kørekort. Vidnet så også sit snit til at snuppe hans bilnøgler, mens han tjekkede kørekortets oplysninger og bilnummeret.

Desværre blev han overtalt til at aflevere nøglerne igen, fordi den 41-årige lovede at køre ordentligt. Hvilket han imidlertid ikke gjorde.

Mindre end en halv time efter var den påvirkede mand impliceret i et nyt færdselsuheld, da han kørte over i den forkete kørebane og frontalt påkørte en bil med en 41-årige kvinde og hendes sønner på 8 og 13 år. Ulykken skete på Grenåvej i Assentoft.

Kvinden, den 41-årige Sonja Bach Nielsen fra Allingåbro, var død, da hun i ambulance blev kørt til Århus Kommunehospital.

Den 41-årige, påvirkede mand blev lettere kvæstet og har tilbagt dagen under bevogtning på sygehuset, indtil han ved middagstid blev fremstillet i grundlovsforhør.

Der er taget blodprøver, som kan vise, hvad manden eventuelt var påvirket af.

Den 41-årige kærede varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.

/ritzau/

En 41-årig mand var påvirket af narkotika eller medicin, da han på mindre end en halv time var impliceret i to trafikuheld. I det ene døde jævnaldrende kvinde.

Offentliggjort Sidst opdateret