Mand fængslet for vold mod stedsøn

Politiet på Als har anholdt en 33-årig mand, der sigtes for grov vold mod sin stedsøn.

Det var søndag aften, at politiet blev tilkaldt til et voldsomt skænderi i familiens hjem i Nordborg. Stedsønnen på 11 år måtte flygte ud af huset og søge tilflugt hos naboen.

Ifølge lægeundersøgelsen af den 11-årige dreng havde stedfaderen taget kvælertag på ham. Grebet havde tilsyneladende været så hårdt, at der var set punktformede blødninger i øjnene på drengen, og drengen havde været i overhængende livsfare.

Den 33-årige blev mandag eftermiddag fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.

/ritzau/

Lægerne kunne se blodudtrækninger i øjnene på en 11-årig, efter at hans stedfar havde taget kvælertag på ham.

Offentliggjort Sidst opdateret