Mand fængslet i fire uger for drabsforsøg på svigermor

En 35-årig mand er i et grundlovsforhør tirsdag blevet fængslet i fire uger, sigtet for drabsforsøg på sin svigermor.

Offentliggjort Sidst opdateret

Svigermoren var tæt på at miste livet, da hun mandag eftermiddag blev angrebet i sit hjem i Svendborg. Den 48-årige kvinde blev stukket flere gange med en kniv og var ikke ved bevidsthed, da hun blev kørt til sygehuset i Svendborg.

På grund af de kraftige og talrige læsioner blev hun overført til Odense Universitetshospital til videre behandling. Hun havde blandt andet mistet en del blod. Sidst på aftenen blev hun erklæret uden for livsfare og i stabil tilstand.

Kort efter knivstikkeriet meldte manden sig selv til politiet.

Ifølge Fyens Stiftstidendes netavis var det mandens ludomani og spillegæld, der førte til det voldsomme overfald.

Hans kone truede med skilsmisse, og svigermoren truede med at få ham udvist til Tyrkiet, inden hans midlertidige opholdstilladelse udløb.

I grundlovsforhøret nægtede manden drabsforsøg, men erkendte sig skyldig i grov vold, skriver fyens.dk.

/ritzau/