Mand fængslet i sag om skyderi i frisørsalon

I slutningen af august blev fem mænd anholdt og mistænkt for at have spillet en rolle i forbindelse med et skyderi på Nørrebrogade. Torsdag er endnu mand blevet varetægtsfængslet. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

I alt er seks mænd blevet varetægtsfængslet efter et skyderi i en frisørsalon i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 31-årig mand er blevet varetægtsfængslet frem til 19. oktober i en sag om et skyderi i en frisørsalon på Nørrebrogade i København.

Det er sket torsdag ved et grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor han er blevet sigtet for forsøg på manddrab.

Fem mænd er i forvejen varetægtsfængslet i sagen.

Episoden fandt sted 20. juni, hvor en maskeret mand ankom til frisørsalonen, hvorefter han skød mod en mand.

Han befandt sig kun på gerningsstedet i ganske få sekunder, inden han på en elcykel forlod stedet igen.

Offeret var en mand, som var ved at klippe en kunde i salonen, da han blev skudt. Kort efter oplyste politiet, at manden var uden for livsfare.

I slutningen af august blev fem mænd anholdt og mistænkt for at have spillet en rolle i forbindelse med skyderiet. De blev alle sigtet for at begå drabsforsøg i forening og nægtede sig skyldige.

- Det er en alvorlig sag, som vi har efterforsket grundigt, og vi mistænker de fem anholdte for på forskellig vis at have spillet en rolle i drabsforsøget.

- Blandt de anholdte er også den person, som, vi mener, har ført våbnet, sagde vicepolitiinspektør Knud Hvass dengang i en pressemeddelelse.

I forbindelse med anholdelserne blev der også foretaget ransagninger på flere adresser. Her fandt politiet blandt andet en større mængde hash, kokain samt en del kontanter.

Den 31-årige mand, der torsdag er blevet varetægtsfængslet, nægter sig skyldig.

Grundlovsforhøret skete for lukkede døre, og der er nedlagt navneforbud.

De seks er mænd er i alderen 20 til 49 år.

/ritzau/