Mand falder ned på togskinner og overlever gennemkørende tog
En 37-årig alkoholpåvirket mand overlever sent tirsdag aften et fald ned på skinnerne ved Nyborg Banegaard.
En 37-årig mand fra Slagelse havde "en heldig stjerne over sig", da han sent tirsdag aften faldt ned på skinnerne ved Nyborg Banegaard.
Det fortæller vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck Nielsen.
Manden fik en flænge i hovedet, men overlevede mindst ét gennemkørende tog.
- Mindst ét tog når at køre igennem, før et arbejdstog fra DSB konstaterer, at han ligger dernede, siger Milan Holck Nielsen.
DSB sørgede for at få standset togtrafikken og alarmeret politiet, som var fremme få minutter senere.
Herefter blev den 37-årige mand løftet op på perronen.
- Manden har fået en flænge i hovedet ved faldet og bliver derfor kørt til skadestuen. Men han har været helt usædvanligt heldig, at der ikke er sket mere, lyder det fra Milan Holck Nielsen.
Den 37-årige mand var ifølge vagtchefen øjensynligt påvirket af alkohol, da han faldt ned på skinnerne. Han husker ikke selv, hvordan det er sket.
Politiet er også usikre på, hvor længe manden nåede at ligge på skinnerne, før han blev opdaget.
- Der er ingen, der har set ham falde ned, og det er så mørkt på overvågningsvideoerne, at det er svært at se, hvor længe han har ligget der. Men det er ikke lang tid, vurderer vagtchefen.
Togtrafikken kører kort efter klokken 01.00 igen normalt ved Nyborg Banegaard.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned