Mand får 12 år for drab på kæresten

- Jeg har skåret struben over på hende. Hun ligger inde i stuen, så I kan bare gå ind ad altanindgangen. Døren er åben.

Sådan sagde den 48-årige Jan Mochau Sørensen fra Gladsaxe, efter at han om morgenen den 22. juni havde slået sin kæreste, Margrethe Hansen, 59, ihjel. Ordene faldt, da han selv ringede til 112 for at anmelde drabet.

Efter drabet i juni og opkaldet til alarmcentralen blev Jan Mochau Sørensen ringet op af efterforskningsleder Steen Ørskov Larsen fra Københavns Vestegns Politi.

De aftalte først, at manden skulle lade sig anholde, men selv om politiet kunne spore samtalen, var han væk, da ordensmagten mødte op for at anholde ham. Det lykkedes dog politiet at få manden anholdt mindre end fire timer efter drabet.

Fredag faldt der så dom ved Retten i Glostrup. Den lød på 12 års fængsel. En straf, som Jan Mochau Sørensen valgte at anke til landsretten.

- 12 år er udgangspunktet efter Højesterets praksis, og vi har ikke fundet, at der er formildende omstændigheder, som gør, at vi skal fravige praksis, fortæller retsformand Vivi Sønderskov Møller til Ritzau.

En fængselsdom på 12 år er normen i drabssager, hvor der er tale om et "almindeligt" drab. Det vil sige et drab, som ikke for eksempel bunder i motiver om berigelse eller sex, eller som relaterer sig til opgør i for eksempel bandemiljøet.

Tidligere har det været normen, at drab i forbindelse med parforhold blev straffet lidt mildere - typisk med 10 års fængsel. Det er i det senere år blevet ændret, så der ikke er "rabat" på drab af ægtefæller og kærester.

/ritzau/

Drabet på 59-årige Margrethe Hansen fra Gladsaxe koster nu hendes kæreste 12 år bag tremmer.

Offentliggjort Sidst opdateret