Mand får fængselsdom for drabsforsøg på ekskones nye kæreste
En mand har mistet synet på det ene øje efter et drabsforsøg sidste år. Gerningsmand anker dom på otte år.
En 46-årig mand er blevet idømt otte års fængsel for drabsforsøg, efter at han en januardag sidste år troppede op på en adresse i Hadsten. Med sig havde han et oversavet haglgevær.
På adressen boede hans ekskones nye kæreste på 40 år, og det var uoverensstemmelser i den forbindelse, der fik eksmanden til at dukke op med geværet.
Den 46-årige Brian Bill Lundkvist Christensen rettede våbnet mod den nye kæreste og sagde: "Jeg slår dig ihjel". Så skød han mod den 40-åriges hoved.
Skuddet ramte et køleskab i nærheden, men den 40-årige fik hagl i ansigtet og faldt selv til gulvet.
Mens han lå der, kom den 46-årige hen til ham og affyrede et nyt skud på kort afstand. Det ramte ham i lysken.
Eksmanden forsøgte at slå den nye kæreste ihjel, har Retten i Holstebro mandag afgjort. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Selv om den 40-årige netop var blevet skudt, lykkedes det ham at flygte ud af huset til gårdspladsen. Her blev der igen affyret skud mod ham, men de ramte ikke. Han blev dog ramt af flere slag i hovedet og på kroppen med geværet.
Eksmanden blev anholdt af politiet cirka tre kvarter efter drabsforsøget.
Den 40-årige overlevede, men han har mistet synet på det ene øje samt fået varige mén i det ene ben, oplyser politiet.
Den 46-årige eksmand nægtede i retten, at han havde skudt mod sin ekskones nye kæreste for at slå ham ihjel.
Det mente retten dog. Den kendte ham skyldig i både drabsforsøg, grov vold og trusler samt for at have været i besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
Brian Bill Lundkvist Christensen erkendte, at han havde været i besiddelse af et våben, og han indrømmede også til dels, at han havde udøvet vold med det.
Han ankede på stedet dommen til landsretten, oplyser politiet.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker