Mand får flere års strafrabat for at tilstå et ton narko

Retten i Randers har i en sag om et ton amfetamin tillagt det betydelig vægt i formildende retning, at sigtede tilstod. Tilståelsen omfattede også handlinger, som politiet ellers ikke ville have fået kendskab til. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Uden ny regel om strafrabat for at tilstå ville en mand nok være idømt 16 års fængsel. Han slipper med 12 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 37-årig mand havde en helt nødvendig og væsentlig rolle i håndtering og videreoverdragelse af ikke under et ton amfetamin.

Mængden af hård narko koster manden en straf 12 års fængsel.

Det fremgår af et domsresumé på Retten i Randers hjemmeside.

Sagen blev behandlet som en tilståelsessag fredag, og fordi manden - Rene Ulbæk Larsen - selv har lagt kortene på bordet og indrømmet sine forbrydelser, får han flere års rabat i straffen.

- Uden at det står mejslet i granit, så tilkendegav dommeren, at straffen nok ville have ligget på 16 år uden rabatten, siger forsvarer Mads Kjær Jensen til Ritzau.

Foruden et ton amfetamin har den 37-årige tilstået at have opbevaret, håndteret og videreoverdraget et halv kilo MDMA-pulver, 0,2 kilo kokain og omkring 175.000 piller.

Der er tale om både ecstasypiller og receptpligtig medicin.

Retten i Randers har i forbindelse med strafudmålingen lagt vægt på, at der var tale om meget store mængder hårde euforiserende stoffer og store mængder piller.

Det spillede også ind, at forbrydelsen blev begået over en periode på godt ti måneder, at der er uidentificerede medgerningsmænd, og at Rene Ulbæk Larsen havde en væsentlig og nødvendig rolle i narkobesiddelsen uden dog at være bagmand.

- Retten tillagde tiltaltes tilståelse, der forelå tidligt og omfattede handlinger, som politiet ellers ikke ville have fået kendskab til, betydelig vægt i formildende retning ved strafudmålingen, skriver retten desuden i domsresuméet.

Forsvarsadvokat Mads Kjær Jensen havde argumenteret for 10-11 års fængsel til sin klient, der har valgt at modtage dommen på de 12 år.

Anklagemyndigheden kan inden for to uger anke til landsretten.

/ritzau/