Mand får livstruende skader ved ulykke på elcykel
To mænd kørte fredag med kort mellemrum galt, da de cyklede i Randers. Begge har fået alvorlige skader.
To mænd i 50'erne har fået alvorlige hovedskader, efter at de fredag aften kørte galt lige efter hinanden på en sti i Randers.
Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport lørdag. Politiet fik anmeldelsen klokken 21.34.
De to mænd på 56 og 59 år var i selskab med hinanden, da de kørte i sydlig retning ad en sti, der forbinder Parkboulevarden og Sjællandsgade i Randers.
Da stien på et tidspunkt svinger blødt til højre, følger den 59-årige af uvisse årsager ikke vejen, men kører derimod ind i en lygtepæl på stedet. 50 meter tidligere var den 56-årige væltet på cykel.
Begge har fået alvorlige skader i forbindelse med ulykkerne, og vagtchef Flemming Lau fra Østjyllands Politi fortæller, at der blandt andet er tale om hovedskader. Den 56-åriges skader vurderes ikke at være livstruende.
Hvad der førte til ulykkerne, er lørdag formiddag uvist. Men det bliver undersøgt af politiet.
- Vi prøver at se, om vi kan finde nogle vidner til ulykkerne, siger vagtchefen.
Mændene er fra Randers. Deres pårørende er blevet underrettet om ulykkerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde