Mand fik brandskader i forsøg på at slukke drivhusbrand

Cirka tre kvarter var brandfolkene på stedet. Foto: Lars Dalsig

En mand kom sent fredag eftermiddag lettere til skade, da han forsøgte at slukke en brand i sit drivhus.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: En mand blev sent fredag eftermiddag lettere forbrændt, da han forsøgte at slukke en brand i sit drivhus på en adresse på Jødevej i Nakskov.

Ifølge politiets vagtchef Lars Denholt var det manden selv, der opdagede branden, og i forbindelse med, at han forsøgte at trampe ilden ud, pådrog han sig lettere brandskader på venstre hånd og underarm.

Han blev behandlet på stedet og havde ikke behov for at komme på sygehuset, oplyser vagtchefen.

Ikke nogen større brand

Der blev slået alarm til 112 klokken 16.30, og ifølge indsatsleder Anders Wede Andersen fra Lolland-Falster Brandvæsen var der udover selve drivhuset også brændt et lille område udenfor.

Der var heldigvis ikke tale om nogen større brand, og efter cirka tre kvarters arbejde kunne brandfolkene pakke sammen og køre hjem igen.

Det vides ikke, hvordan, branden er opstået, men den får indsatslederen til at løfte en advarende pegefinger.

- Det er et signal til folk om, at selvom vi har fået noget regn på det sidste, så er det stadig knastørt derude, påpeger Anders Wede Andersen.

Brandvæsnet opfordrer folk til at være varsomme - det er stadig tørt derude. Foto: Lars Dalsig