Mand fik månedlig løn for at deltage i videresalg af to ton hash

Retten i Næstved har mandag idømt en 28-årig mand tre år og seks måneders fængsel for sin rolle i en organiseret hashhandel. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

En 28-årig mand fik 15.000 kroner månedligt for i forening med andre at videresælge omkring to ton hash.

Offentliggjort Sidst opdateret

Retten i Næstved har mandag idømt en 28-årig mand tre år og seks måneders fængsel for at have spillet en rolle i organiseret hashhandel over en periode på fire måneder i 2023.

Det oplyser mandens forsvarsadvokat, Kristian Mølgaard.

Manden tilstod i forening med tre andre at have modtaget og til dels videredistribueret 2,027 ton hash fra 9. februar til 4. juni 2023 til et større antal personer.

- Min klient er dømt for at have trådt ind i netværket cirka halvvejs i forløbet og så spille en rolle derfra, siger Kristian Mølgaard.

Ifølge retsmødebegæringen modtog den 28-årige mand 15.000 kroner hver måned for at indsamle og fordele pengene tjent på salget af hash.

I samme sag er to mænd tidligere dømt for at have modtaget og videresolgt cirka 3,2 ton hash, oplyser Kristian Mølgaard. De har ifølge retten spillet en rolle i yderligere fire måneder.

- De er dømt for at have handlet i forening. Den ene blev dømt for at være organisator, mens den anden spillede en mindre rolle, siger han.

Den 28-årige mand modtog dommen.

Sagen er en del af et større sagskompleks, hvor flere mænd er tiltalt for at have deltaget i organiseret narkohandel.

Den 7. februar i år anholdt politiet flere mænd efter at have ransaget flere adresser i Næstved på Sjælland, Sønder Omme i Sydjylland samt Tarm og Brande i Vestjylland.

Her fandt man sammenlagt 252 kilo amfetamin og 25 kilo hash.

Der forventes dom i endnu en sag i relation til sagskomplekset fredag.

/ritzau/