Mand forsøgte at kvæle kvinde efter druk

En fest i en lejlighed i landsbyen Durup i Nordjylland var ved at ende helt galt for en 43-årig kvinde natten til mandag.

En 45-årig mand forsøgte at tage livet af kvinden ved at tage kvælertag på hende.

Det oplyser lokalpolitiet i Skive.

- De har siddet og drukket hele aftenen, og så falder de i søvn på et tidspunkt. Da han vågner, har han tisset i bukserne og går helt amok. Han forsøger at kvæle hende, siger vicepolitikommissær Lars Mikkelsen ved lokalpolitiet i Skive.

Der var fire andre personer til stede i lejligheden, og de forsøgte at overmande den 45-årige mand. Men han nåede at flygte fra lejligheden, inden politiet dukkede op.

- Der havde været nogle småskænderier i løbet af aftenen, men vi kender endnu ikke det direkte motiv til det her, siger Lars Mikkelsen.

Kvinden blev efter overfaldet kørt på Viborg Sygehus, hvor retsmedicinerne kunne konstatere, at hun havde været i livsfare.

Politiet sendte mandag formiddag patruljer rundt på værtshusene i Durup for at finde voldsmanden. Og klokken 10.57 blev den 45-årige lagt i håndjern på en lokal bodega.

Manden bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.

/ritzau/

En 43-årig kvinde var i livsfare, efter at en mand tog kvælertag på hende i en lejlighed i Nordjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret