Mand fra Nørre Snede er idømt 12 år for narkohandel
Det er yderst sjældent, at narkohandlere i den tunge klasse straks efter anholdelsen erkender sig skyldig i retten. Det skete tirsdag i et grundlovsforhør i Retten i Horsens, som derefter kunne afsige dom. (Arkivfoto) Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Straks efter anholdelsen tilstod 32-årig handel med amfetamin. Ved siden af havde han et fuldtidsjob.
En mand fra Nørre Snede er blevet idømt fængsel i 12 år, fordi han gennem tre år handlede med narko for store beløb.
I et grundlovsforhør i Retten i Horsens tirsdag tilstod han omfattende handel med narkotika. Derefter fik han sin dom, oplyser Sydøstjyllands Politi onsdag.
Det er usædvanligt, at anholdte i så store sager straks aflægger tilståelse.
Maciej Zaboborowki, der er 32 år og polsk statsborger, skal udvises af Danmark efter afsoningen, oplyser anklager Tobias Engby.
Han har erkendt at have været i besiddelse af 28 kilo amfetamin, næsten et lille kilo kokain samt ecstasytabletter.
Inden anholdelsen i mandags havde betjente i en længere periode interesseret sig for den nu dømte.
- Det var den helt store efterforskningspakke, siger anklager Tobias Engby.
Manden har et fuldtidsjob i byggebranchen, men i det skjulte har han de seneste tre år også været beskæftiget med narko, oplyser Sydøstjyllands Politi.
- Han har sagt, at han har hentet narkoen i det sydlige Danmark, siger anklager Tobias Engby.
Så sent som i lørdags hentede Maciej Zaborowski narko hos sin leverandør. Han betalte ifølge eget udsagn en halv million kroner i kontanter for varerne, oplyser anklageren.
En stor del af stofferne er væk, fordi de er blevet videresolgt. Ved anholdelsen beslaglagde betjentene dog syv et halvt kilo amfetamin og 782 gram kokain.
Desuden brugte han nogle gange svigerforældrenes adresse som lager, når de var på ferie.
Den ulovlige forretning indebar i øvrigt brug af Blackberry-telefoner og nedgravningsudstyr, og den 32-årige forsøgte ifølge politiet at gøre sin kommunikation så diskret som muligt ved at anvende krypterede programmer.
I sanktionen indgår som nævnt også udvisning af Danmark for altid.
- Trods barn og kæreste i Danmark, og at han havde opholdt sig i Danmark i over fire år, fandt retten ikke, at det kunne føre til andet resultat end udvisning for bestandigt, udtaler Tobias Engby.
Manden valgte at modtage dommen.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde