Mand fra Vejle går fri i sag om terror på tyrkisk natklub
Sikkerhedsniveauet var skærpet til det yderste, da retssagen mod den formodede gerningsmand bag massakre på tyrkisk natklub blev indledt i december 2017. Endnu er dommen ikke afsagt, men angiveligt står usbekeren Abdulkadir Masharipov til 40 gange livstid - en for hver af de 39 drab og en for den sammenlagte massakre. Foto: Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Ozan Kose/Ritzau Scanpix
Statsadvokat opgiver sag mod mand, der mistænkes for at have skaffet våben til angreb på klub i Istanbul.
Beviserne mod en mand fra Vejle er for svage til, at han skal retsforfølges for at have medvirket til et blodigt terrorangreb på en natklub i Tyrkiet.
Onsdag oplyser chefanklager Jan Østergaard i Sydøstjyllands Politi, at sagen er droppet.
Det er Statsadvokaten i Viborg, der har vurderet, at sigtelsen om medvirken til terror skal opgives. Årsagen er, at beviserne ifølge anklagemyndigheden næppe ville resultere i en dom.
Dermed kan manden, der oprindeligt kommer fra Usbekistan, ånde lettet op. I hvert fald så længe han bliver i Danmark, hvor han har boet i en årrække.
Usbekeren blev i første omgang varetægtsfængslet i Danmark 20. juli i fjor, efter at Tyrkiet havde anmodet om at få ham udleveret.
De tyrkiske myndigheder mistænkte ham for at have skaffet de våben, der blev brugt ved et angreb på natklubben Reina i Istanbul nytårsnat 2017. I angrebet blev 39 mennesker dræbt.
Efter knap tre måneders fængsling besluttede Rigsadvokaten imidlertid, at der ikke var grundlag for at udlevere manden til Tyrkiet. I den forbindelse blev han sluppet fri.
- Når Rigsadvokaten afgør, at han ikke kan udleveres, bortfalder begrundelsen for at holde ham varetægtsfængslet, sagde chefanklager Jan Østergaard, der ikke ønskede at begrunde Rigsadvokatens beslutning.
På trods af løsladelsen og afvisningen af den tyrkiske begæring fortsatte dansk politi efterforskningen. Men nu er sagen altså lagt død.
Det har tidligere været fremme, at manden fra Vejle var mistænkt for at have overdraget to pistoler og flere AK 47-rifler til en kirgisisk mand, der stod i ledtog med gerningsmanden til selve angrebet.
Den usbekisk-fødte Abdulkadir Masharipov har tilstået massakren på den tyrkiske natklub. Forbrydelsen skete på baggrund af instrukser fra Islamisk Stat (IS), har han sagt.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde