Mand fra Vollsmose sigtet for forsøg på mordbrand
En 43-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet, efter han sent lørdag antændte et bål foran en dør i en opgang i Odensebydelen Vollsmose.
Politiet sigter manden for med ilden at have bragt andres liv i fare.
Bålet blev antændt foran døren til en lejlighed i Egeparken. I lejligheden bag døren lå en mand og en kvinde og sov.
Politiets undersøgelser på gerningsstedet viser, at bålet var antændt med nogle personlige papirer og sprit. Derfor fandt Politiet hurtigt ud af, at manden var bosiddende i samme ejendom, og de kunne anholde ham cirka en time efter anmeldelsen.
Under Grundlovsforhøret erkendte manden at stå bag bålet, men ikke at have bragt andres liv i fare. Han er foreløbig varetægtsfængslet til den 26. september.
Motivet for forsøget på branden er ikke opklaret, men manden og de to personer i lejligheden har formentlig drukket sammen inden ildspåsættelsen, siger vagtchef Erik Skov ifølge fyens.dk.
Heldigvis for manden og kvinden i lejligheden var døren svær at antænde, så ilden gik ud af sig selv.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned