Mand fundet død på gaden: Ikke udsat for forbrydelse

Sent onsdag aften blev en 33-årig mand fundet død i Grønnegade i Aarhus. Politiet behandlede sagen som et mistænkeligt dødsfald, men kan torsdag fastslå, at han ikke har været ude for en kriminel handling. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En mand, der sent onsdag aften blev fundet død i Grønnegade i Aarhus, er ikke offer for en forbrydelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der ligger ikke en kriminel handling bag en 33-årig mands død i Aarhus.

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.

Sent onsdag aften blev den 33-årige mand fundet livløs i Grønnegade i Aarhus. Han fik hjertemassage, men hans liv stod ikke til at redde.

Når en person bliver fundet død, og det ikke umiddelbart er klart, hvordan vedkommende er kommet af dage, efterforsker politiet altid sagen som et mistænkeligt dødsfald.

Det betyder, at man behandler sagen, som om der er tale om et drab, så vigtige spor ikke går tabt, hvis det skulle vise sig, at vedkommende har været offer for en forbrydelse.

Men i løbet af dagen har politiet undersøgt findestedet, fået obduceret liget af manden og talt med hans pårørende.

- På baggrund af vores undersøgelser er der ikke noget, der giver anledning til at tro, at der er sket noget kriminelt, siger politikommissær Chris Mose fra Østjyllands Politi til TV2 Østjylland.