Retsmedicinere har nu fastslået, at det er en asiatisk mand, der den 13. august blev fundet død i en gylletank i Holtum ved Vejle, oplyser Sydøstjyllands Politi. Sagen efterforskes som et drab.
- Det er en væsentlig og meget brugbar oplysning, at der er tale om en mand af - ret sikkert - asiatisk oprindelse. Nu ved vi i hvilke miljøer, vi skal lede i de kommende dage for at identificere den døde, siger vicepolitiinspektør Peter Krogh, Sydøstjyllands Politi.
Den døde er en mand på mellem 20 og 50 år, 166 centimeter høj, almindelig af bygning med kulsort hår, der er fem-seks centimeter langt. Hans kranieform har asiatiske træk.
Der er ikke fundet effekter ved liget, der entydigt viser, hvem den fundne var.
Hans signalement svarer ikke til savnede personer i Danmark, men Peter Krogh håber, at oplysningen om, at det er en asiatisk mand, kan få borgere til at henvende sig til politiet med oplysninger.
Dødstidspunktet er ikke fastslået særlig præcist. Manden kan være død op til to måneder, inden han blev fundet. Og han havde i hvert fald været død i flere uger.
Liget var meget medtaget, da det blev fundet i gyllebeholderen. Derfor har det også været vanskeligt at fastslå dødsårsagen.
Imidlertid taler alle forhold for, at der er tale om en forbrydelse. Ud over flere tekniske og retsmedicinske undersøgelser, vil Sydøstjyllands Politi nu interessere sig for lokalområdet omkring findestedet.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub