Mand i livsfare efter voldsomt overfald på Christiania

En mand har fået alvorlige kvæstelser i hovedet og er søndag fortsat i livsfare efter et voldsomt overfald i København.

Offentliggjort Sidst opdateret

Overfaldet fandt sted midt på aftenen lørdag på Christiania, nærmere bestemt på Pusherstreet mellem værtshusene Woodstock og Hotellet.

Manden har hele natten været på operationsbordet, hvor lægerne har kæmpet for at standse hans blødninger fra et åbent kraniebrud, som han fik efter at være blevet slået i hovedet med en genstand, oplyser Københavns Politi.

- Den stumpe vold har givet indre blødninger i hjernen. Forhåbentlig er det lykkedes lægerne at få stoppet dem nu, men han er stadigvæk i kritisk tilstand, siger den centrale efterforskningsleder, Robert Jensen, søndag morgen.

Efter overfaldet blev voldsofret hentet med ambulance på Christiania og kørt til Bispebjerg Hospital. Kort tid efter, ved 22.15-tiden, blev han overført til Rigshospitalet på grund af sine alvorlige kvæstelser.

Manden er omkring 30 år gammel, men politiet kender endnu ikke hans identitet.

- Hvis ikke vi ad anden vej kan finde ud af det, så tager vi hans fingeraftryk og prøver ad den vej at se, om han står opført på en eller anden måde, siger Robert Jensen.

Søndag morgen venter politiet på grønt lys fra personalet på Rigshospitalet til at tage fingeraftrykkene.

Årsagen til overfaldet kendes heller ikke, men politiet har natten til søndag været på Christiania for at foretage en gerningsstedsundersøgelse og finde ud af, hvad der helt præcist er sket.

Politiets tilstedeværelse på Christiania gav ikke anledning til uro, og det er lykkedes ordensmagten at finde noget, som kan være overfaldsvåbnet - et stykke træ - men det er endnu for tidligt at sige med sikkerhed.

Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med overfaldet - eller kan være med til at fastslå mandens identitet.

- Vi har ikke fundet nogle personer, som har set noget. Men vi vil meget gerne høre fra folk, som har set overfaldet midt på aftenen i går, siger Robert Jensen.

- Det er en meget, meget alvorlig sag, og vi håber virkelig, at folk, der har været på Christiania og set noget, vil ulejlige sig med at kontakte os, siger han.

/ritzau/