Mand idømt 14 år for skuddrab på hustru under bodeling

Det koster en 62-årig mand 14 års fængsel, at han sidste år skød og dræbte sin hustru, som han var ved at blive skilt fra. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Retten i Horsens har tirsdag udmålt en straf på 14 års fængsel til en 62-årig mand, der skød og dræbte hustru.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 62-årige Peter Møller Just er blevet idømt 14 års fængsel for at have dræbt sin hustru, som han var ved at blive skilt fra. Han skød Elin Frank Just på klos hold med et oversavet jagtgevær under en bodeling.

Det skriver Ekstra Bladet om dommen, der er faldet tirsdag eftermiddag i Retten i Horsens. Det er et enigt nævningeting, der er kommet frem til, hvordan manden skulle straffes.

Peter Møller Just har forklaret, at geværet gik af ved et uheld. Men det troede rettens nævningeting ikke på og kendte ham i sidste uge skyldig i drab.

Ægteparret mødtes om morgenen lørdag 27. marts sidste år for at dele deres tidligere fællesbo i forbindelse med deres skilsmisse.

Det skete på Chr. M. Østergaards Vej, hvor det tidligere par boede sammen indtil januar sidste år, hvor de flyttede hver til sit. Manden blev boende i huset.

På villavejen skød Peter Møller Just hustruen i ryggen. Hun døde umiddelbart efter, og få minutter senere blev han anholdt.

Drabet foregik for øjnene af otte familiemedlemmer og venner.

De var mødt frem sammen med Elin Frank Just for at hente møbler og personlige effekter fra det tidligere fælles hjem.

Ifølge Horsens Folkeblad har seks af dem samt naboen vidnet i retten. De har alle fortalt, at den 62-årig mand stod alene i indkørslen, da han tog sigte.

Herefter råbte han: "Er det sådan, du vil have det, Elin" og affyrede dernæst skud mod sin hustru.

Anklager Anna Holm Christensen oplyser til Ritzau, at Peter Møller Just straks har anket dommen til landsretten. Han vil frifindes og ellers have en mildere straf.

Anna Holm Christensen er tilfreds med dommen, hvor der er udmålt en højere straf end udgangspunktet, der er 12 års fængsel i drabssager.

- De har stort fuldt anklagemyndighedens påstand, siger hun med henvisning til, at hun krævede 15 års fængsel.

Retten har blandt andet lagt vægt på, at Peter Møller Just også er dømt for besiddelse af skydevåben under skærpende omstændigheder samt trusler.

/ritzau/