En tissetrængende kat med hang til naboens gemakker spiller hovedrollen i et drama på en stillevej i Rødovre, der nu har nået sit foreløbige klimaks med varetægtsfængsling af en familiefar i 40'erne for vold og trusler.
Den otte kilo store kat har for vane - via en kattelem - at gå på besøg hos sin artsfælle i nabohuset, hvor den tilsyneladende spankulerer rundt omkring i huset og letter blæren.
- Husets ejer blev til sidst så træt af tisseriet, at han tilbageholdt katten og krævede, at ejeren betalte en erstatning for det inventar, der var ødelagt af kattepis, siger politifuldmægtig Samra Sikander fra Vestegnens Politi.
Det tilbageholdte kæledyr og kravet om "løsesum" fik ifølge politiet kattens ejer til at beklage sig til nogle bekendte på vejen, der sendte deres to store sønner ned for at klare ærterne.
De to drenge måtte dog vende tilbage med beskeden, om at "katte-napperen" ikke stod til at rokke.
Det fik drengenes stedfar i gear, og sammen med drengene drog han på befrielsesaktion, der endte i et større slagsmål.
- I den forbindelse udtalte stedfaren også en række grove trusler, der i sidste ende var udslagsgivende for, at det var ham, der blev fængslet i sagen, siger Samra Sikandar.
Den ældste af drengene og manden, der tilbageholdt katten, måtte efter slagsmålet en tur på skadestuen.
Erstatningsspørgsmålet omkring kattetisseriet er fortsat uafklaret.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde