Mand kræves fængslet efter slag mod statsminister
Mette Frederiksen var chokeret over hændelsen ved Kultorvet i København, har Statsministeriet oplyst. (Arkivfoto). Foto: Jeremias Gonzalez/Ritzau Scanpix
Dommer i Københavns Byret skal afgøre, om der er grund til at fængsle mand efter episode ved Kultorvet.
En 39-årig mand vil lørdag blive fremstillet for en dommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) fredag ifølge hendes ministerium blev slået, da hun gik på gaden i det indre København.
I retsmødet i Retten på Frederiksberg vil dommeren afgøre, om der er grundlag for at varetægtsfængsle den mand, som blev anholdt efter episoden, der fandt sted ved Kultorvet.
Her blev statsministeren ifølge en meddelelse fra Statsministeriet fredag aften slået.
Øjenvidner har ifølge mediet B.T. fortalt, at en mand gav Mette Frederiksen et kraftigt skub, da hun kom gående fra Nørreport i retning mod Strøget. Manden kom gående i modsat retning.
Statsministeren væltede til siden, har to vidner berettet om hændelsen, men hun faldt ikke til jorden.
Ifølge meddelelsen fra ministeriet var Mette Frederiksen chokeret over hændelsen.
Sagen er blevet kommenteret af adskillige hjemlige politikere og har også udløst kommentarer i udlandet.
For eksempel skrev Venstres formand følgende på det sociale medie X:
- Åh nej. Sikke et chok. Sådan er Danmark ikke. Vi overfalder ikke vores statsminister. Jeg sender mine varmeste tanker til Mette, skrev Troels Lund Poulsen (V).
"Forfærdeligt", "dybt alvorligt" og "forkasteligt" er nogle af de ord, som finansminister Nicolai Wammen (S) brugte fredag aften.
Ifølge Folketingets formand, Søren Gade, er der tale om "et angreb på vores folkestyre, som vi netop har fejret i anledningen af 175-året for Grundloven".
Københavns Politi afviser lørdag morgen overhovedet at kommentere sagen eller at besvare spørgsmål.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde