Mand krydsede banelegemet - nu er han død
48-årig mand blev hårdt kvæstet i togulykke i Svebølle mandag. Han afgik ved døden i løbet af aftenen.
Lægerne på Rigshospitalets Traumecenter formåede ikke at redde livet på en 48-årig mand, som mandag aften blev bragt ind med svære kvæstelser, efter at han var blevet påkørt af et tog i Vestsjælland.
Tirsdag oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, at manden afgik ved døden på hospitalet i løbet af mandag aften.
Det var på Svebølle station kort efter klokken 18 mandag aften, at ulykken indtraf.
Her krydsede den 48-årige ifølge politiet banelegemet ved en overgang. Tilsyneladende bemærkede manden ikke, at et tog med lav hastighed var ved at køre til perron.
Politiets beskrivelse af hændelsesforløbet bygger på afhøringer af lokomotivføreren og vidner til ulykken.
Det langsomtkørende tog ramte den 48-årige mand, som pådrog sig alvorlige kvæstelser. Men manden var i live, da han kort efter påkørslen blev frigjort og efterfølgende bragt til Rigshospitalet.
Den dræbte er en 48-årig lokal mand fra Svebølle. Politiet oplyser, at mandens pårørende er blevet underrettet.
Havarikommissionen er nu blevet inddraget i sagen med henblik på at foretage en nærmere undersøgelse af omstændighederne ved ulykken.
Politiet oplyser, at der rutinemæssigt er blevet udtaget en blodprøve fra manden. Prøven skal afsløre, hvorvidt manden har været påvirket af alkohol.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde