Mand med særlig type søvngængeri får voldtægtssag i Højesteret
Højesteret skal vurdere to voldtægtssager, hvor de tiltalte lider af sexsomnia, der er en særlig type af søvngængeri. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
To voldtægtssager med gerningspersoner, der lider af sexsomnia, får lov til at komme for Højesteret.
En mand, der i Østre Landsret er blevet fundet skyldig i voldtægt, men som med al sandsynlighed lider af den neurologiske lidelse sexsomnia, har fået lov til at tage sin sag til Højesteret.
Det oplyser Procesbevillingsnævnet fredag eftermiddag.
Samtidig har anklagemyndigheden af Procesbevillingsnævnet fået lov til at anke en sag om samme lidelse til Højesteret. Her blev en mand, der sandsynligvis også lider af sexsomnia, frifundet i Østre Landsret.
Sexsomnia er en særlig form for søvngængeri. Det er en neurologisk lidelse, der medfører atypisk seksuel adfærd under søvn.
Manden, der blev dømt i Østre Landsret 14. maj i år, blev fundet skyldig i at have udført oralsex på offeret, der fordi vedkommende sov, ikke kunne modsætte sig.
Han blev i både byretten og landsretten fundet straffri, fordi han var utilregnelig på gerningstidspunktet. Han blev dog dømt til at modtage ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid.
Den anden mand blev frifundet i Østre Landsret 15. maj, efter at han var blevet fundet skyldig og idømt en behandlingsdom i byretten.
Østre Landsret lagde i dommen vægt på, at den tiltalte, fordi han sov, ikke var ved bevidsthed i modsætning til en gerningsmand, der er sindssyg i gerningsøjeblikket.
Derfor mente et flertal i landsretten, at den tiltalte ikke havde forsæt til at begå den seksuelle krænkelse.
Som udgangspunkt har man mulighed for at få sin sag prøvet i to retsinstanser, men hvis der er noget principielt i sagen, kan man få lov til at få sagen for Højesteret.
Det har Procesbevillingsnævnet afgjort, at der er i disse sager, hvilket gør, at Højesteret skal tage stilling til dem.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde