Mand nægter at have slået ældre dame i hovedet ved Stutteri Viegård

En 64-årig mand nægter at have slået en ældre kvinde i hovedet, da hun i september gik ind på privat grund ved Viegård Stutteri i Skals. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Forsvareren anmoder ved Retten i Viborg om yderligere videomateriale til at afgøre skyld.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 64-årig mand gemte sig i skovbunden tilbage i september, da han så flere biler køre på vejene ude foran Stutteri Viegård i Skals i Midtjylland.

Flere demonstranter var mødt op for at protestere mod hestenes forhold på stutteriet. Og det endte i en konfrontation mellem den 64-årige, som arbejdede på stutteriet, og en ældre dame.

Det forklarer den 64-årig mand ved Retten i Viborg, som onsdag har indledt sag om grov vold ved Stutteri Viegård. Manden beskriver sig selv som "fritidsansat" og forklarer, at han hjalp til på stutteriet uden løn.

Den 64-årige mand er blandt andet tiltalt for grov vold og for at udsætte andre for fare ved at påkøre flere demonstranter med sin bil tilbage i oktober.

Derudover er han tiltalt for at have slået en ældre kvinde med knyttet hånd i et skovområde tæt ved stutteriet tilbage i september.

Men ifølge hans forklaring slog han ikke den ældre dame. Han skubbede hende, så hun faldt, fordi hun var gået ind på den private grund og havde slået hans telefon ud af hånden på ham, lyder det.

Han nægter sig skyldig i alle forhold.

Forsvarer Thomas Jensen anmoder under retsmødet om at få yderligere videomateriale fra forskellige medier, der har været til stede på gerningstidspunkterne.

Blandt andet fra Danmarks Radio, der har lavet dokumentaren "Hestekrigen".

Han mener ikke, at anklagemyndigheden har gjort tilstrækkeligt for at forsøge at fremskaffe videomaterialet.

Ifølge ham kan yderligere materiale være afgørende for at bevise, om den 64-årige mand har slået den ældre kvinde med knyttet hånd, som han er tiltalt for, eller om han har skubbet hende, som manden selv forklarer.

Retssagen fortsætter efter en lille pause, selv om anklagemyndigheden ikke har undersøgt, om der findes yderligere materiale.

- Vi udsætter ikke sagen for noget, vi ikke ved, hvad er, siger dommeren.

Hvis det viser sig, at flere videoer kan have betydning for sagen, vil forsvareren få mulighed for at genafhøre nogle vidner, siger han.

De to første retsdage er sat af til tiltaltes forklaring og til flere øjenvidners forklaringer. Blandt andet fra flere demonstranter.

Den 64-årige mand skal først afhøres om forholdene, der handler om påkørsel af flere demonstranter, på næste retsdag den 27. maj.

Demonstranterne havde i en længere periode protesteret foran stutteriet, efter at der i sommer blev delt billeder af udsultede heste på de sociale medier.

Dommen forventes den 31. maj.

/ritzau/