Mand nægter over 40 voldtægter af indespærret kone
En 33-årig mand er blandt andet tiltalt for have holdt sin kone indespærret i en lejlighed i København.
En kvinde er angiveligt blevet holdt indespærret i næsten halvanden måned i København, mens hendes mand udsatte hende for vold og voldtægt.
Men det passer ikke, lyder det fra den tiltalte mand i Københavns Byret onsdag, hvor han nægter sig skyldig i anklagerne.
Under afhøringen af manden spørger anklager Mette Lorentzen, om han har gjort de ting mod sin kone, som han er anklaget for.
- Nej, det har jeg ikke, svarer den 33-årige igennem sin tolk.
Den tiltalte er tyrkisk og har boet i Danmark siden 2006. Den tiltalte og hans kone har været gift i 10 år, og sammen har de to børn.
I anklager Mette Lorentzens fremlæggelse af sagen fortæller hun, at parret har haft en del problemer.
- De to har haft et turbulent liv sammen præget af flere brud og genforeninger, siger hun.
Parret havde en længere periode, hvor de boede hver for sig, indtil den tiltalte flyttede ind hos konen igen i efteråret 2013.
Det er i perioden fra den 9. januar til den 19. februar 2014, hvor den 33-årige angiveligt skulle have holdt kvinden indespærret.
Ifølge anklageskriftet voldtog den tiltalte sin kone dagligt - cirka 40 gange - mens hun var frihedsberøvet. Det skete under vold eller trussel om vold. Enkelte gange tog han ifølge anklagemyndigheden halsgreb på konen og truede hende med en kniv.
Da Mette Lorentzen er færdig med sine spørgsmål, tager den 33-åriges forsvarer, Michael Sahl Nielsen, over.
- Har du været ude for, at hun har beskyldt dig for noget en dag og så trukket det tilbage den næste, spørger han.
- Det er sket meget, svarer den tiltalte.
Den 33-årige er også anklaget for at have udøvet vold mod sine børn.
Senere onsdag skal konen og flere andre vidner afgive forklaring i retten.
Der ventes dom i sagen fredag.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker