Mand og datter slipper uskadt fra bilbombe

En mand i Randers og hans treårige datter slap uskadt juleaften, da der skete en eksplosion under den bil, de sad i. Politiet betragter sagen som drabsforsøg.

Eksplosionen fandt sted ved 18.30-tiden, hvor bilen var parkeret på Vilhelm Thomsens Plads.

- Der skete alene materiel skade hovedsagelig på bilen, ligesom et fragment er gået igennem et kældervindue i en nærliggende ejendom, oplyser Østjyllands politi i en pressemeddelelse.

- Der er for nuværende intet, der tyder på, at forholdet kan relateres til rocker- og bandemiljø eller andre grupperinger, oplyser politiet.

Politiet betragter sagen som forsøg på drab, men har ikke yderligere oplysninger.

/ritzau/

Politiet betragter en eksplosion under en bil lørdag aften som forsøg på drab.

Offentliggjort Sidst opdateret