Mand og kvinde fængslet efter knivoverfald i Nakskov

En mand og en kvinde er ved Retten i Nykøbing Falster blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg og medvirken til det, efter at en 25-årig mand blev overfaldet med en grillkniv i sin lejlighed i Nakskov. Foto: /ritzau/Rasmussen Per/arkiv

Mandag trængte to personer ind til en mand og forsøgte at stikke ham ned. Nu er en mand og kvinde fængslet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand og en kvinde er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at en 25-årig mand mandag aften blev overfaldet med en grillkniv i sin lejlighed i Nakskov.

De er sigtet for drabsforsøg og medvirken til drabsforsøg.

Det oplyser senioranklager Mariam Khalil fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Kort før klokken 19 mandag aften fik politiet en anmeldelse om noget tumult i en lejlighed i Nakskov.

Det viste sig, at to personer var trængt ind i en lejlighed, hvor de overfaldt beboeren med en grillkniv.

Offeret værgede for sig med en pude og kom ikke noget til. Derimod fik den ene gerningsmand selv et snitsår i den ene arm.

Da politifolkene nåede frem, anholdt de en 32-årig kvinde og en 43-årig mand, som blev sigtet for drabsforsøg.

Tirsdag eftermiddag blev de to så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster. De nægter sig skyldige, men kærede ikke fængslingen til Østre Landsret.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og derfor er det begrænset, hvad anklageren kan fortælle om sagen.

- Jeg kan sige, at de to fængslede har en relation til den forurettede, men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvilken relation der er tale om, siger hun.