Københavns Politi mener, at man nu har sporet sig ind på, hvem gerningsmanden bag søndagens vilde skyderi på Kapelvej på Nørrebro er.
Vidner har set en 18-20-årig dansk mand, der sprintede bort fra stedet på mountainbike kort efter, at 14 skarpe skud hvinede gennem luften på Kapelvej og gennemhullede en parkeret bil.
- Vidner har set denne her person køre væk på cykel, og det er sandsynligvis gerningsmanden, der er tale om, siger politikommissær Knud Hvass fra politiets særlige bandeenhed.
Da politiet foreløbig har til gode at finde frem til de personer, der var involveret i skudepisoden, vil politikommissæren ikke komme med skråsikre bud på motivet til skyderiet.
Men ifølge Knud Hvass kan der være tale om en hævnakt for et skyderi tidligere på måneden, hvor en 15-årig dansk dreng blev skudt i benet i den berygtede, rockerdominerede Jægersborggade ikke langt fra Kapelvej.
Ifølge politiet optrådte den 15-årige som vagt for hashsælgerne i gaden. Der er ingen anholdte i den sag.
Politiet anholdt i løbet af natten til tirsdag otte personer i forbindelse med skudsalven på Kapelvej.
De blev dog straks løsladt efter endt afhøring.
Klokken 17 mandag eftermiddag serverer lokale beboere kaffe og kage på det sted, hvorfra de 14 skud blev affyret. Det sker i protest mod de vedvarende gadeskyderier.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned