Mand røg en smøg efter knivstik i ryggen
En ung mand blev fredag aften stukket ned på Amager i København. Politi og ambulance hastede til stedet, men offeret tog overfaldet overraskende køligt.
- Han er forholdsvis fattet. Da vi ankommer til stedet, ligger han og ryger en cigaret, siger vagtchef Jens Kristiansen fra Københavns Politi.
Den 26-årige mand var blevet stukket i ryggen på hjørnet af Peder Lykkes Vej og Røde Mellemvej. Han blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter, men er uden for livsfare.
Selvom knivofferet var fattet efter overfaldet, var han dog ikke meget for at fortælle, hvad der var sket.
- Han siger stort set ingenting. Det er det, som er problemet. Det er som regel det, vi bliver mødt af i de her sager. Men lad os se, om han ikke kommer på bedre tanker senere, når vi får talt med ham, siger Jens Kristiansen.
Politiet skal i løbet af natten afhøre knivofferet på Rigshospitalet. Den 26-årige blev overfaldet af to gerningsmænd, siger vagtchefen.
- Men det er et meget dårligt signalement. De skulle være mellem 18 og 19 år og iført mørke jakker af mærket Canada Goose, lyder det fra Jens Kristiansen.
/ritzau/
Seneste artikler
Forbund advarer om alvorlige SFO-besparelser
- Der er sprængstof i den sag her
Langholt-lukning: Det gør Lolland Kommune nu
Spærring af bro forlænget med en måned: Her er årsagen
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker