Mand såret af politiskud sigtes for trusler og røveri
En 36-årig mand blev onsdag formiddag såret af politiets skud på Kongens Nytorv i København. Efter skudepisoden blev et lille område omkring gerningsstedet spærret af, mens flere politifolk knælede omkring manden. Nogle minutter senere ankom en ambulance til stedet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
En mand havde ifølge en sigtelse netop begået røveri, da han onsdag blev skudt af politiet på Kongens Nytorv.
En 36-årig mand, som onsdag blev skudt og såret af politiet på Kongens Nytorv i København, sigtes for at have truet flere betjente med en kniv.
Desuden sigtes han for røveri mod en butik og trusler mod personale i en café i Indre By.
Det oplyser Københavns Politi torsdag.
- For nuværende er han sigtet for at være i besiddelse af en kniv og for at have truet flere politibetjente med kniven.
- Han sigtes desuden for et røveri begået kort tid inden hændelsen i en butik i nærheden af Kongens Nytorv, samt for trusler på livet fremsat onsdag morgen mod personale i en café i Indre By, skriver politiet i en mail til Ritzau.
Politiet oplyser ikke, hvordan manden forholder sig til sigtelserne.
Manden bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør in absentia, hvor han ikke selv vil være til stede. Retsmødet begynder klokken 10.
Det var onsdag klokken 10.27, at politiet skød den 36-årige mand midt på Kongens Nytorv.
Københavns Politi oplyste onsdag, at manden er såret og modtager lægelig behandling.
Ifølge et øjenvidne opstod der noget tumult, da en sølvgrå varebil - som viste sig at være en politibil - afskar manden vejen.
- Han havde noget blankt i hånden, som jeg tror, var en kniv. Der væltede politifolk ud af bilen, og så gik han frem mod dem, og de skød ham, sagde øjenvidnet til Ritzau.
Øjenvidnet fortalte, at manden i forbindelse med episoden råbte højt og bankede voldsomt på den sølvgrå bil, inden betjente kom ud. Ifølge vidnet afgav politiet flere skud mod manden.
- Jeg tror, de ramte ham i benene. Han faldt om med det samme. Han havde også blod i hovedet, men det tror jeg, var fra faldet, lød beskrivelsen fra øjenvidnet.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed undersøger også sagen. Det er Politiklagemyndigheden, som under sager, hvor borgere kommer til skade som følge af politiets handlinger, for eksempel når der er tale om skud.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker