Mand såret under skyderi i Tingbjerg

Det seneste skyderi i København gik ud over en 22-årig mand i bydelen Tingbjerg. Han blev ramt i lænden og den ene balle og er kørt til Rigshospitalet.

Skuddene faldt omkring klokken 20 onsdag aften. Ifølge politiets foreløbige oplysninger steg en mand ud af en bil og affyrede skuddene på Ruten, der løber igennem Tingbjerg.

Tingbjerg hører til de bydele, der har været hårdest ramt under bandekrigen. Utallige gange er der blevet affyret skud i området, og det var et drab på netop Ruten, der for alvor satte gang i bandekrigen.

Skuddene faldt få timer efter, at der også var blevet skudt ved Forum, hvor en flok danske mænd tilsyneladende blev forvekslet med AK81'ere. Ingen blev dog ramt ved det skyderi.

/ritzau/

En mand er ramt, efter at der blev affyret skud i den hårdt plagede bydel Tingbjerg i København.

Offentliggjort Sidst opdateret