Mand satte ild til sig selv foran ambassade

En mand har sat ild til sig selv foran den amerikanske ambassade i København fredag. Ilden er slukket, og manden er ved bevidsthed. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den amerikanske ambassade indgav anmeldelse om ild i mand i København fredag formiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 18-årig mand satte fredag formiddag ild til sig selv foran den amerikanske ambassade i København.

Det oplyser Københavns Politi.

Han er ikke sigtet for nogen forbrydelse, lyder det fra politiet.

- Manden er til behandling på Rigshospitalet. Han er ikke umiddelbart sigtet for noget, lyder det fra vagtchefen.

Politi, ambulancer og brandvæsen rykkede fredag ud, efter de modtog en anmeldelse om, at en person havde sat ild til sig selv foran den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé på Østerbro.

Da beredskabet ankom, var den 18-årige ved bevidsthed, men han stod i flammer. Ilden blev hurtigt slukket, og han blev med det samme kørt til behandling på Rigshospitalet.

Manden er uden for livsfare.

Det var ambassaden, der anmeldte episoden, oplyser politiet.

Det er fredag middag endnu uklart, hvorfor manden foretog handlingen.

/ritzau/