Mand savnes efter gårdbrand på Vestlolland

OPDATERET 00:15: Der er fortsat ingen spor af en 71-årig mand, som savnes efter at hans enligt beliggende landejendom i Ravnegravene ved Vesternæs fredag eftermiddag gik op i flammer.

Branden i den to-længede ejendom blev anmeldt klokken 14.30, men ingen ved om beboeren var hjemme, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Den ældre mand, der iøvrigt har fødselsdag i dag, boede alene og havde ingen omgang med naboer, som dog af og til så ham gå forbi.

Brandfolk har gennemgået de udbrændte rum uden at finde spor af personen. Lørdag går politiets teknikere i gang med at grave brandtomten igennem, dels for at sikre sig at manden ikke ligger død i bygningen, og dels for at finde brandårsagen. Den pågældende har ingen mobiltelefon, men politiet har besøgt nogle adresser hvor han kunne opholde sig, uden held.

Overetagen var omspændt af flammer da brandmandskab fra Nakskov nåede frem efter store strabadser.
Den tyndt befolkede, blinde vej ud mod stranden var næsten ufremkommelig af sne, og på det sidste stykke slet ikke ryddet.

En lokal landmand kom brandmandskabet til assistance med en gummiged og kørte foran ned ad vejen. Brandsprøjte og tankvogne måtte dog gøre holdt et godt stykke fra ejendommen, hvorfra meterhøje flammer rejste sig mod himlen.

Se billeder fra branden - KLIK HER

I sne til livet lagde brandfolkene cirka 135 meter slange ud, inden slukningsarbejdet kunne igangsættes. 
På det tidspunkt var branden i den ene af de to længer med stuehus så omfattende, at det ikke var muligt at eftersøge personer i huset. Ilden blev stoppet på vej ind i den anden længe på den lille, nedlagte gård.

Både tagetage og stuen i den mest medtagne længe blev totalt raseret ved branden.
Så snart det var muligt blev flere røgdykkerholdt sendt ind og afsøgte ejendommens forskellige rum, men uden at finde nogen personer.

Se billeder fra branden - KLIK HER

Foto: Brandfolkene måtte i starten bekæmpe ilden udefra. Taget var styrtet sammen. Foto: Mogens Warrer

BILLEDSERIE: Brandfolk måtte kæmpe med sne for at nå frem til brændende gård. Beboeren savnes.

Offentliggjort Sidst opdateret