Mand sigtes for drab ved påskefrokost

Politiet har løsladt en kvinde, der ellers i første omgang blev anholdt i forbindelse med drabet på en 38-årig mand i Herlev.

Offeret blev fundet svært kvæstet uden for en rækkehusbebyggelse fredag aften, men det var ikke muligt at redde ham.

Han, en kvinde og en anden mand havde forinden holdt påskefrokost i kvindens hjem, men det endte altså tragisk.

Politiet sigter den anden mand, der er 39 år, for at være skyld i den 38-åriges død.

En dommer i Glostrup skal i et grundlovsforhør lørdag formiddag afgøre, om politiets materiale rækker til at varetægtsfængsle ham.

Dødsårsagen er lørdag formiddag ikke endeligt fastslået.

/ritzau/

Frokost i rækkehus i Herlev endte med drab. 39-årig fremstilles i grundlovsforhør i Glostrup.

Offentliggjort Sidst opdateret