Mand sigtet for røveri - blev afleveret foran sygehus med knivstik
Politiet efterlyser en 23-årig i relation til sagen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
To mænd på 22 og 26 år er blevet anholdt i sag om røveri i Odsherred. 23-årig efterlyses med navn.
Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt to unge mænd i en sag om et voldsomt knivoverfald i sidste uge.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse torsdag.
Der er tale om en 22-årig mand og en 26-årig mand.
Den 26-årige blev natten til onsdag i sidste uge afleveret foran Holbæk Sygehus sammen med en 23-årig mand - begge havde alvorlige skader som følge af knivstik.
Efter at have efterforsket sagen har politiet fundet frem til den 22-årige nu anholdte. Det var ham, der kørte de to andre til Holbæk Sygehus og derefter forlod stedet. Den 22-årige blev onsdag anholdt i Korsør.
Ifølge politiet havde de tre unge mænd - inden at to af dem blev afleveret foran Holbæk Sygehus - været i Odsherred, hvor de opsøgte en 40-årig mand og udsatte ham for et voldsomt røveri.
Den 40-årige fik i forbindelse med røveriet og overfaldet pådraget sig alvorlige skader, men fik altså også påført den 23-årige og den 26-årige alvorlige skader.
Den 26-årige blev torsdag morgen anholdt i Vestre Fængsel. Her var han endt efter at være blevet behandlet på sygehuset.
Det var han ifølge Ritzaus oplysninger, fordi han tidligere var udeblevet fra at afsone en del af en tidligere idømt fængselsstraf.
Den 22-årige og den 26-årige blev torsdag varetægtsfængslet frem til 7. maj sigtet for røveri. De to mænd ønskede ikke at udtale sig i grundlovsforhøret og kærede ikke fængslingen, skriver anklagemyndigheden på det sociale medie X.
I kølvandet på anholdelserne efterlyser politiet den 23-årige, som efter at være blevet behandlet på sygehuset blev udskrevet, så han nu er på fri fod.
Der er tale om en mand ved navn Charlie Christensen. Han færdes normalt i Korsør-området, lyder det, og har en maskinpistol tatoveret under sit højre øje.
Ligger man inde med oplysninger om han, bedes man kontakte politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned