Mand slynget ud af bil da han påkørte tog

En mandlig bilist påkørte sent tirsdag en arbejdstog på Høng-Tølløse Banen, da toget var ved at passere en jernbaneoverskæring i St. Merløse nord for Ringsted.

Bilisten ramte arbejdstoget med så stor kraft, at han i bevidstløs tilstand blev slynget ud af bilen. Det oplyser vagtchefen for Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde.

Manden, der endnu ikke er identificeret, er indlagt på Holbæk Sygehus.

Et vidne har forklaret politiet, at bommene ved jernbaneoverskæringen gik ned omkring 100 meter før arbejdstoget, der kørte i skridtgang, nåede overskæringen, og at bommene gik op igen, før toget var passeret.

Ulykkesbilisten kom kørende fra syd ad Bonderupvej, da han kørte ind i togt.

/ritzau/

Mand blev slynget ud af sin bil, da han påkørte et arbejdstog midt i en jernbaneoverskæring på Bonderupvej i St. Merløse ved Ringsted.

Offentliggjort Sidst opdateret