Mand stukket ned: To kvinder fængsles for drabsforsøg
To kvinder på henholdsvis 26 og 32 år har tirsdag været fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Hjørring. De er sigtet for drabsforsøg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Efter et knivstikkeri ved Dronninglund mandag blev to kvinder anholdt. En mand er efterlyst af politiet.
Tidligt mandag morgen blev en 29-årig mand overfaldet med en kniv på en landejendom ved Dronninglund i Nordjylland.
Han blev bragt til behandling på Sygehus Syd i Aalborg og erklæret uden for livsfare. To kvinder på 26 og 32 år blev i de efterfølgende timer anholdt.
De er sigtet for drabsforsøg og er tirsdag blevet varetægtsfængslet i tre uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.
Det oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi.
Retsmødet blev holdt for lukkede døre, hvorfor han ikke kan oplyse, hvordan kvinderne forholder sig til sigtelsen.
Det er desuden uklart, hvad motivet til overfaldet skal have været.
Foruden de to kvinder mistænker politiet en 36-årig mand i sagen. Han er på fri fod og opfordres til at melde sig selv. Politiet ved, hvem han er.
Nordjyllands Politi fik anmeldelsen om knivstikkeriet på Præstbrovej 111 ved Dronninglund mandag klokken 06.26. På adressen fandt man den 29-årige, som blev bragt til behandling på sygehuset.
Den 26-årige kvinde blev anholdt klokken 09.35 tæt på gerningsstedet. Omkring halvanden time senere blev den 32-årige kvinde pågrebet af politiet.
Kvinderne har begge en relation til offeret. De kærede ikke fængslingen.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker