Mand tilstår langvarig frihedsberøvelse af 13-årig i Korsør-sag
En 33-årig mand erkender i byretten, at han sidste år bortførte en 13-årig pige, der var væk i 27 timer. Han nægter sig dog skyldig i drabsforsøg på pigen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
33-årig tiltalt erkender i byretten at have frihedsberøvet en pige, men han nægter sig skyldig i drabsforsøg.
Den 33-årige mand, der er tiltalt i Korsør-sagen, erkender blandt andet, at han sidste år langvarigt frihedsberøvede en 13-årig pige og udsatte hende for vold og ulovlig tvang.
Han nægter sig dog skyldig i drabsforsøg på pigen.
Det siger hans forsvarer, advokat Karina Skou, i Retten i Næstved tirsdag, hvor retssagen er blevet indledt.
Den 33-årige erkender desuden, at han har besiddet børneporno og en kniv.
Pigen havde netop færdiggjort sin avisrute i Kirkerup ved Slagelse, da hun ved middagstid lørdag den 15. april sidste år angiveligt blev påkørt af en bil, hvorefter føreren bortførte hende i 27 timer.
Hun blev fundet i live på den 33-åriges adresse nær Korsør søndag eftermiddag. I den periode blev hun ifølge anklageskriftet udsat for overgreb.
Den tiltalte erkender i byretten, at han udsatte pigen for andet seksuelt forhold end samleje, mens han nægter sig skyldig i voldtægt. Han er tiltalt for at have udsat pigen for særligt farlige voldtægter.
Manden er også tiltalt for at have bortført, voldtaget og dræbt 17-årige Emilie Meng i 2016 samt for et overfald på en 15-årig efterskolepige i Sorø i 2022. Det nægter han sig skyldig i.
I retten forklarer specialanklager Susanne Bluhm, at anklagemyndigheden vil forsøge at bevise, at den tiltalte havde til hensigt at dræbe den 13-årige pige.
- Det store spørgsmål bliver, hvornår man kan straffe for forsøg. Bare det at man får en tanke, kan ikke straffes som forsøg.
- Der skal typisk være foretaget en eller flere iværksættelseshandlinger, siger Susanne Bluhm.
På den første retsdag redegør specialanklageren blandt andet for de bestemmelser, der er rejst tiltale for.
Der er afsat 14 retsdage og derudover to reservedage i Retten i Næstved til behandling af sagen. Der ventes dom den 28. juni.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned