Mand tiltalt for at dræbe hustru med kniv og håndvægt
Den 15. juli 2023 blev en kvinde fundet dræbt i en lejlighed på Strandpromenaden i Helsingør. Nu er hendes mand blevet tiltalt for at have dræbt hende. (Arkivfoto). Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
En 65-årig mand kræves anbragt på en psykiatrisk afdeling. Han er tiltalt for at have dræbt sin hustru.
En 65-årig mand fra Helsingør er blevet tiltalt for at have dræbt sin hustru med slag og knivstik i juli sidste år.
Det fremgår af et anklageskrift, som anklagemyndigheden har udarbejdet, og Ritzau har fået aktindsigt i.
Det var lørdag den 15. juli, at kvinden blev fundet dræbt i en lejlighed på Strandpromenaden i Helsingør.
Forud for klokken 17.12 havde hendes mand ifølge tiltalen slået hende adskillige gange i hovedet med en håndvægt. Han skal også have tildelt hende flere knivstik i og på halsen samt et knivstik i brystet.
Kvinden fik så alvorlige kvæstelser, at hun afgik ved døden, og ifølge anklagemyndigheden bør manden dømmes for drab.
Den 65-årige mand blev anholdt umiddelbart efter drabet. I første omgang kunne han på grund af skader ikke møde i retten til grundlovsforhør, men efter et par dage var han klar til at blive stillet for en dommer.
Her kom det frem, at han erkendte sig skyldig i vold med døden til følge, men altså ikke drab. Det blev dog hemmeligholdt, hvad han nærmere forklarede, da dørene blev lukket.
Manden er varetægtsfængslet på en psykiatrisk afdeling, og anklageren går heller ikke efter en almindelig fængselsstraf.
Ifølge anklageskriftet vil anklagemyndigheden i stedet forsøge at få ham dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Sagen skal for Retten i Helsingør den 24. maj.
Anklagemyndigheden har rejst sagen som en nævningesag. Den tiltalte har dog fravalgt nævninger, og sagen behandles i stedet for som en domsmandssag.
Det betyder, at det bliver op til en juridisk dommer og to domsmænd at afgøre, om han skal dømmes for drab, og hvad straffen eventuelt skal være.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned