Mandagen derpå på Enighedsvej

Ronnie Nielsen og Grethe Funch i krydset ved Enighedsvej og Gedservej, hvor en mand lørdag blev stukket ned og dræbt af en anden mand, der derefter blev skudt og dræbt af politiet. Foto: Anders Knudsen

Livet går videre, men stemningen er trykket efter lørdagens dramatiske episode, hvor to blev dræbt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Stemningen er stadig en smule trykket, og det er ikke alle, der har lyst til at snakke, da Folketidende mandag kort efter middag besøger lyskrydset i Nykøbing, hvor Enighedsvej munder ud i Gedservej.

Det var her, at lørdagens højdramatiske og tragiske episode, der endte med, at to mænd blev dræbt, sluttede. På hver sin side af lyskrydset ligger der blomster og lys til minde om de dræbte – og mængden af blomster vokser langsomt begge steder.

De ligger som et stille vidnesbyrd om dramaet, hvor en 24-årig mand, tilsyneladende i en tilstand af psykose fremprovokeret af stoffer, bevæbnet med to knive først skar sig selv i ryggen og kort efter kastede en af knivene efter politiet, inden han pludselig stak en tilfældig 72-årig mand ned og straks efter selv blev skudt af politiet. Både den 72-årige og den 24-årige mistede livet.

Nogle af de første, Folketidende møder, er Ronnie Nielsen og Grethe Funch. Grethe har allerede udtalt sig til andre medier i løbet af weekenden, da dele af dramaet fandt sted nærmest lige ude foran hendes vinduer, og hun samtidig måske er en af dem, der kendte det 72-årige knivoffer bedst.

- Han var en god ven. Jeg har engang småkærestet lidt med ham i fire måneder. Vi lavede mad sammen, og vi har også været i København sammen.
- På et tidspunkt fik ham Alzheimers, og jeg tror måske, det var derfor, han ikke sansede, hvad der skete, før det var for sent. Jeg tror, at han måske har gået lidt i sine egne tanker, og samtidig gik han tit og kiggede lidt ned i jorden, fortæller hun.

Ronnie Nielsen havde ikke samme kontakt til den 72-årige, men vidste, hvem han var, og de hilste på hinanden, når de mødtes på gaden.

- Jeg bor på Norgesvej, og jeg havde lige mødt ham få minutter inden, at han blev stukket ned. Han sagde ”sikke et vejr”, for det blæste jo en del i lørdags. Han gik meget rundt her i området, og han virkede flink, fortæller han.

Grethe Funch beskriver den 72-årige Dennis som sød og rar, men også som en mand, der ikke lukkede andre ind i sit hjem, og som af og til blev uvenner med folk, fordi han havde sin egen fasttømrede mening om tingene. Den 72-årige var ifølge Grethe Funch fraskilt, og udover sin ekskone havde han også en morbror, der bor i Nykøbing, samt en søster, der bor på Sjælland.

Grethe Funch fortæller også, at Dennis havde nogle meget faste spisetider, og hun tror derfor, at han var på vej hjem for at spise, da han blev stukket ned og dræbt. Hun så ikke den tragiske afslutning på dramaet, men fra sin altan blev hun vidne til en del af det, der skete umiddelbart inden.

- Politifolkene og manden med knivene stod på hver deres side af vejen. Pludselig skar han sig i ryggen, så blodet sprøjtede på flere parkerede biler. De råbte flere gange, at han skulle smide knivene. Da de var næsten lige ud for mit stuevindue, kastede han den ene kniv efter politiet, og der synes jeg, at de skulle have skudt ham i benet, for jeg kunne godt se, at ellers ville han overfalde den første, den bedste.

Derefter rykkede politifolkene og den knivbevæbnede 24-årige sig længere op ad vejen og ud af Grethe Funchs synsfelt, og resten er historie.
- Det er tragisk, og det er synd for de pårørende, slutter hun.

Læs mere i Folketidende tirsdag.