Mandlig cyklist dræbt i trafikulykke ved Næstved

Flere vidner så ulykke på Skælskør Landevej fredag eftermiddag, siger politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En cyklist har fredag eftermiddag mistet livet i en trafikulykke på Skælskør Landevej nær Karrebæksminde ved Næstved, oplyser politiet.

Manden, der var 78 år, cyklede i samme retning som den bil, han blev påkørt af.

Pludselig svingede cyklisten ind foran bilen, har vidner fortalt, oplyser vagtchef Stefan Jensen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tilsyneladende ønskede manden at styre mod en rasteplads på den modsatte side af vejen.

Den afdødes pårørende i Jylland er fredag aften blevet underrettet om ulykken, som skete lidt før klokken 15.