Mandlig fodgænger dræbt i ulykke på østjysk motorvej
På Østjyske Motorvej (billedet) skete der tidligt lørdag morgen en ulykke, som har kostet en mand livet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Oprydningsarbejdet efter to ulykker på Østjyske Motorvej er færdigt, og bilister kan nu igen køre ved Horsens.
En mand har tidligt lørdag morgen mistet livet i en ulykke på Østjyske Motorvej. Manden gik formentlig på kørebanen og blev ramt af en bil, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi John Skjødt.
- Noget tyder på, at han har gået på kørebanen, da han bliver påkørt. Vi arbejder nu på at finde ud af, hvorfor han gik der, siger vagtchefen kort før klokken 09.00.
Ulykken skete omkring klokken 05.30 ved Gedved, der ligger mellem Horsens og Skanderborg.
Bilisten, der påkørte manden, er ikke kommet noget fysisk til. Vedkommende er ikke mistænkt for at have haft narko eller alkohol i blodet.
Ulykken skete i motorvejens nordgående retning. Der blev efterfølgende lukket for trafik mellem frakørsel 55 Horsens N og 54 Ejer Bavnehøj.
Det medførte kø i morgentimerne, og strækningen var lukket i flere timer.
Kort før klokken 10 blev der åbnet for trafikanter igen, men de kunne ikke køre langt ad motorvejen. For mellem frakørslerne 56 Horsens V og 55 Horsens N blev der omkring klokken 09.45 lukket for bilister på grund af en anden ulykke.
Her blev en kvinde alvorligt kvæstet, men hendes tilstand beskrives som stabil.
Motorvejen er dog lørdag eftermiddag igen åben for trafikanter, oplyser Vejdirektoratet. Strækningen er blevet genåbnet omkring klokken 13.45.
I løbet af morgenen og formiddagen har der været tåget i området, og det kan have haft betydning for de to ulykker.
- Politiet har her til morgen været til stede på E45 i forbindelse med to alvorlige uheld og den ene desværre med dødelig udgang.
- Vejret har været tåget med dårlig sigtbarhed, og alligevel kører biler rundt uden baglys/tågelys tændt. Kære bilister: husk - hvordan bliver jeg set som bilist, skriver Sydøstjyllands Politi på Twitter midt på dagen.
Tæt på ulykkesstedet, hvor den mandlige forgænger blev ramt, er der fundet en bil. Politiet undersøger, om den har forbindelse til den påkørte mand.
- Et køretøj holder i nødsporet tæt derpå. Om de to ting hører sammen, ved vi endnu ikke. Men det forsøger vi at klarlægge, siger John Skjødt.
Lørdag aften oplyser politiet til TV Syd, at manden var 31 år gammel. Hans pårørende er underrettet om ulykken.
Det var flere vidner på motorvejen, der slog alarm til politiet om ulykken 05.31.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker