Mange indbrud i samme område

Foto: Kim Agersten/POLFOTO, arkivfoto

Metoden er den samme – et opbrudt vindue. Politiet overvejer om der er en sammenhæng mellem seks indbrud i to byer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et vindue er brækket op ved et indbrudsforsøg i et hus på Krokusvej i Nørre Alslev. Indbruddet er sket i tidsrummet fra mandag klokken otte til torsdag klokken 17. Ifølge lokalpolitiet er der ikke stjålet noget i huset.

Tæt på Krokusvej er der i tidsrummet onsdag klokken 17 til torsdag klokken 19 blevet begået et indbrud i et hus på Miljøvænget. Her er også brækket et vindue op. Der er stjålet pas, smykker og en bærbar computer af mærket Lenovo.

En tablet og en bærbar computer af mærket Acer blev udbyttet ved et indbrud på Rugvænget i Stubbekøbing. Her er det igen et vindue, som er brækket op ved et indbrud, som er sket i tidsrummet onsdag morgen klokken syv og torsdag klokken 18.30.

Mellem tirsdag den 9. august klokken 16.30 og onsdag den 10. klokken 07.25 har der været indbrud i et hus på Ådalen i Stubbekøbing. Der er skaffet sig adgang til huset ved at bryde et soveværelsesvindue op. De, ubudne gæst har herefter været rundt i hele huset og rodet i skuffer og skabe. Der er blevet stjålet et pas, smykker og et gavkort.

På Fibigergårdsvej i Stubbekøbing ikke lang derfra har der ligeledes været indbrud. Det er foregået mellem tirsdag den 9. august klokken 18 og onsdag den 10. klokken 09.30. Et badeværelsesvindue er blevet brudt op. Der er ikke opgjort, hvad der er blevet stjålet.

I nogenlunde samme tidsrum mellem tirsdag klokken 08.30 og onsdag klokken 11, er der endnu et hus, hvor der har været besøg. Denne gang på Strandtoften i Stubbekøbing. En havedør til et gæsteværelse er blevet brudt op. Selvom skuffer og skabe er blevet gennemrodet var udbytte fra tyveriet blot nogle danske og udenlandske mønter.

Politiet undersøger om der skulle være en sammenhæng mellem de mange indbrud, der er er blevet begået tæt på hinanden i nogenlunde samme tidsrum.