Mange påsatte brande på Lolland i 2009

Lolland har været hårdt plaget af påsatte eller mistænkelige brande af forskelligt omfang i løbet af 2009. Folketidende.dk har været i arkivet for at forsøge at skabe et overblik over hvor og hvornår, brandene fandt sted.

Det kan du se på kortet herunder. Her finder du også links til en række af de historier, vi skrev om brandene.

Ialt er der registreret flere end 30 brande af den ovennævnte karakter, og fælles for næsten dem alle er, at de fortsat er uopklarede. Så sent som i juledagenen blev yderligere to brande, på Middelaldercentret i Sundby og i forsamlingshuset Brandstruphus ved Brandstrup tilføjet til den skræmmende lange liste.

To af de områder, der har været særligt hårdt ramt, er Rødby/Rødbyhavn-området og Sakskøbing. Disse områder tegner sig alene for cirka to tredjedele af de godt 30 brande.

Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen leder efterforskningen af de mange påsatte brande i kælderrum i bebyggelsen Kongeleddet i Rødbyhavn. Her arbejder politiet fortsat på at få et gennembrud i jagten på gerningsmanden - eller gerningsmændene.
- Vi arbejder stadig på højttryk, men der er ikke noget afgørende nyt endnu. Jeg er dog stadig fuld af fortrøstning i forhold til, at det lykkes at opklare sagerne, siger Søren Ravn-Nielsen.

Han tilføjer, at det er meget svært at sige noget generelt om årsagerne til de mange brande.
Han mener dog ikke umiddelbart, at der er nogen sammenhæng mellem brandene i kælderrummene i Kongeleddet i Rødbyhavn og branden i et kælderrum i Margrthevænget i Maribo forleden. Det begrunder han primært med den geografiske afstand mellem de to byer.
- Men det kan på den anden side ikke udelukkes, at der kan være en sammenhæng, siger han.

Politiet vil fortsat gerne høre fra folk, som måtte have nye oplysninger om de mange uopklarede brande. Politiet kan kontaktes på telefon 114.



Vis Påsatte eller mistænkelige brande på Lolland på et større kort  

SE GOOGLE-KORT MED MARKERINGER: 2009 har budt på over 30 påsatte eller mistænkelige brande rundt om på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret